1998... det er i forrige årtusinde!

Der står 1.3.1998 på VivaTex's første CVR dokument.
Der var ikke mange, der tog en økologisk meter stof alvorligt i det forrige årtusinde...
Nu er VivaTex største, første og ældste salg af økologiske metervarer i Danmark.

 

Inspiration og starthjælp

I mit eget arbejde som håndarbejdslærer havde jeg hele tiden fingrene i stofferne, og jeg kunne se at det gik den forkerte vej med alle de skadelige kemikalier.
Før årtusindskiftet havde vi ”Den Grønne jobpulje”; vi beskrev projekt VivaTex og fik en grøn økonomisk iværksætterhjælp.
Der kom stor inspiration og information fra ”Foreningen til fremme af bæredygtigt design”, som udsendte nyhedsbreve med vigtige oplysninger, og det var rigtige nyhedsbreve; trykt på genbrugspapir og sendt ud med rigtig post. Pr. marts 1998 var VivaTex i gang.

 

Metervarer, sengetøj, naturpuder og kapok

VivaTex's udvalg af GOTS certificerede økologiske metervarer i detailhandlen er det største i Danmark.
Der er jersey, rib, fleece, frottéstrik, yarndyed vævet stribede og ternede lærredsvarer, twill, percale med print mm. Alle metervarerne sælges fra butikken på Blågårds Plads og i vores webshop.
Nogle metervarer sælges også engros, bl.a. til web-brandet ”Ecouture”.
Der er en stor kollektion af sengetøj til baby, børn og voksne i mange farver. I udvalget af naturpuder er der ammepuder, varmepuder, better-chair puder og hovedpuder. Alle puder er med økologisk naturfyld som f.ex speltskaller og speltkerner. I 2015 er der kommet en masse kapokvarer ind i sortimentet.

 

Fra Måle til Blågårds Plads.

VivaTex startede langt ude på landet på Fyn; i den 4-længede i landsbyen Måle.
Et stort bryggers var rammerne, og her var varelager, kontor og stalddørssalg. Det var op af bakke i mange år.
Der var sengetøj og metervarer på hylderne, og efterhånden udviklede der sig et mindre engrossalg af sengetøj til danske virksomheder.
I 3 år havde VivaTex en butik i Odense's hyggelige latinerkvarter i Nedergade. Efter årene med Odense-butikken stod den på netbutik og engrossalg fra hjemmekontoret.
Med en stadig større produktion og egen kollektion, fristede det igen at have en butik, og i nogle år havde VivaTex en butik i Kerteminde.
København fristede og da der blev et fantastisk lokale ledigt på Blågårds Plads – så rykkede hele lageret, kontoret mm til det livlige Nørrebro i januar 2013.

 

GOTS

I 2011 blev VivaTex GOTS-certificeret, og alle vores varer er syet af 100% økologisk bomuld. Vores GOTS-certificering garanterer, at varerne er 100% økologisk bomuld, og at de forarbejdningsprocesser tekstilerne gennemgår, er ifølge GOTS's standarder. Det betyder høje krav til hvilke farvestoffer der må bruges, opsamling og rensning af spildevand, ingen børnearbejde, ordentlige arbejdsforhold i produktionen osv.

 

Organic i det virkelige liv

Der er rigtig meget fokus på miljø og bæredygtighed i forbindelse med tekstiler, og det er et stort skridt i den rigtige retning. Det store arrangement Copenhagen Fashion Summit vidner om, at det er et emne, der er kommet højt til tops mange steder.
Der er stadig en kæmpe udfordring i det virkelige liv at få forbrug og produktion til at flytte sig i en mere bæredygtig retning - så det er stadig en uendelig stor opgave, at få den store tekstil-branche til at ændre kurs.
Det betyder rigtig meget at vi mindsker de skadelige kemikalier i vores hverdag; det ved vi godt. Og det betyder meget for vores jord og for de hænder, der producerer vores varer, at der arbejdes bæredygtigt.

 

VivaTex er oprettet af Hanne Kold, og det er stadig "Fru VivaTex", der står ved roret, drevet af en grøn passion!